Hvorfor jeg arbejder med Umbraco
Man kan lave gode hjemmesider på alle CMS'er, men Umbraco er fantastisk brugervenligt, stabilt og fleksibelt. Det er ikke tilfældigt at Microsoft selv bruger Umbraco til deres sider.
Her er et par grunde til at jeg kan lide at arbejde med Umbraco og har holdt fast i det siden 2012.
Umbraco er fleksibelt. Det er godt til enkle one-page sider og til store komplekse sites. Det kan bruges til billeder og tekst, som de fleste hjemmesider, men også andre typer strukturerede data af forskellig kompleksitet, som kan være grundlag for web applikationer.
Umbraco har et gennemarbejdet, brugervenligt interface. Jeg gider ikke arbejde med besværlige, uforståelige interfaces, hvor funktioner og knapper drukner i hinanden. Umbraco fremstår enkelt og brugervenligt, og udviklingen de sidste 15-20 år har ikke bare puttet mere og mere på, men raffineret interfacet og gjort systemet mere brugervenligt - det er ikke altid den retning det går.
Umbraco er skabt til specialudviklede sider. Hvor WordPress fx. er godt til at downloade en skabelon og komme hurtigt i gang, så er Umbraco skabt til dem, der får en side udviklet fra bunden. Det er den måde jeg kan lide at arbejde på. Jeg vil gerne udvikle det site jeg laver selv, så jeg ved at kvaliteten er i orden og jeg kan finde ud af at lave om i det.
Umbraco er .NET. Umbraco bygger ovenpå .NET framework'et og bygger videre på de konventioner som bruges der. Du kender måske ikke .NET, men det er Microsofts programmeringsframework. Microsoft har udviklet og forbedret det gennem 20 år, og det er super stabilt, veldokumenteret og nemt at arbejde med. Når jeg skal lave et eller andet som Umbraco ikke lige understøtter, så ligger mulighederne i .NET. Det er en stor fordel når din hjemmeside skal Umbraco Integration med eksterne systemer/API'er - der findes biblioteker til det meste.
Umbraco er Open Source. Det betyder at kerne-CMS'et er gratis (men Umbraco tilbyder forskellige betalte udvidelsespakker, fx. Umbraco Forms og Umbraco Commerce). Umbraco har et stærkt community som deler viden og udvikler pakker og løsninger. Det gør det lettere og sjovere for mig at holde mig opdateret, men det betyder også at du kan finde en anden udvikler når det engang bliver nødvendigt.