Hvad har din hjemmeside med klimaet at gøre?

31. december 2021
Datacenter set fra luften - minder om en kæmpe lagerbygning

Et Google Datacenter i USA. Af Robert Webster via wikipedia.

Det kan være svært at forstå hvad det egentlig er der får internettet til at fungere. Man taler om "skyen" som et uhåndgribeligt, nærmest magisk sted: Deroppe, et eller andet sted, ligger alle dine familiebilleder og svæver.

I virkeligheden er "skyen" særdeles håndgribeligt. Det er en hel masse kæmpestore datacentre hver med tusindvis af computere der står og brummer. Datacentre bruger rigtig meget vand[1] til at holde temperaturen under kontrol og rigtig meget strøm til at holde det hele i gang døgnet rundt.

Internettet står for omring 4% af den globale Co2 udledning [2]. Det svarer nogenlunde til den udledning som den samlede flytrafik står for. Sammenligner man med lande, så lander man mellem Japan og Tyskland, som er nr. 5 og 6 på listen over lande, der udleder mest c02 [3]. Og man forventer at nettets udledning vil være fordoblet i 2025 [2].

Så nettet samlede klimabelastning er enorm. Men hvor stor en klimabelastning er et enkelt website ansvarlig for? På Website Carbon Calculator kan du taste et website ind og få et estimat af sitets klimapåvirkning. Prøv fx. at gå ind og se hvor meget Co2 siden for klimatopmødet COP26 udleder.

Avs! I skrivende stund udleder det mere Co2 end 94% af alle sites.

Jeg har kigget lidt på hvordan siden er lavet. Det er ikke hverken billeder eller indhold, der tunger Cop26 sitet. Det er en stor mængde kildekode til alle mulige forskellige layout plugins og funktioner. Mange af dem bliver ikke engang brugt (i hvert fald på forsiden) men de bliver hentet og behandlet af din browser alligevel. Den største synder er Youtube. Der loades 2 MB kildekode til Youtube, men der er ingen Youtube videoer på forsiden, så det er helt overflødigt. Doven programmering er den store synder her.

Nu er det jo nemt (og lidt sjovt) at pege fingre, men det her er ikke en usædvanlig måde at bygge sites på.

Cop26 sitet er først og fremmest bemærkelsesværdigt, fordi det viser, at sidens klimabelastning ikke har været en overvejelse for verdens vigtigste klimakonference — overhovedet.

Det samme er tilfældet for langt de fleste sites derude. Klima er en blind vinkel for de fleste, der laver websites. Det positive side ved den triste nyhed er, at man kan nå langt med bare en smule omtanke: De lavthængende frugter venter stadig.

Hvad gør vi så ved det?

Intetsigende stockfoto af attraktive forretningsfolk der smiler og giver hinanden hånden.

Titlen på dette foto er "having a positive attitude is rewarding".

Fotos som dette bidrager næppe til noget i din fortælling. Med mindre du fortæller om overflødige fotos på websites.

Størrelsen på websites vokser og vokser. De fyldes med større og flottere billeder, mere og mere video og mere og mere avanceret kode. Det skal alt sammen overføres fra A og B, og behandles på de computere som siden ses på. Nogen gange er resultatet også bedre, men andre gange fyldes siderne med intetsigende stockfotos af forretningsfolk der smiler, som egentlig ikke fortæller noget og ligeså godt kunne undværes.

Skal man lave et klimabevidst website skal man reducere mængden af data som skal overføres når siden vises, og reducere de kræfter som den besøgendes enhed skal bruge på at vise siden. Det vil sige man skal spare på store billeder, video, effekter og interaktivitet.

Det skal man ikke gøre på bekostning af kommunikationen. Tværtimod skal man bruge det som en anledning, til at se kritisk på hvilke elementer, der er vigtige at bruge for at fortælle det, der skal fortælles. En stor, flot video som velkomst kan være imponerende. Men underbygger den dit budskab, eller er den bare visuelt fyld?

Klimavenlige websites skal ikke være kedelige eller virke skrabede. De skal være flotte og kommunikere godt. Men vi skal skære det overflødige væk og fokusere på det vigtige.

Min tilgang til klimabevidst webudvikling

Først og fremmest har jeg valgt hosting der bruger vedvarende energi. Det er altså ikke stinkende kulkraft der holder min webserver i gang.

Når jeg udvikler websites, er jeg er bevidst om sidens ressourceforbrug, og holder sidens teknik så let og enkel som mulig. Jeg vil gerne undgå den skødesløse brug af kode og dimser, som fx. dem der gør cop26 sitet til en tung omgang

Det har også andre positive effekter for både brugeren og ejeren af siden. Lette sider vises hurtigere til fordel for brugeren. Smarte funktioner som fx. billedkarruseller har ofte både den effekt, at de gør siden langsommere og sværere at bruge [4]. Det er win-win at finde andre veje. For dig som website ejer betyder en hurtigere side, at færre besøgende falder fra (internetbrugeres tålmodighed er bemærkelsesværdig lille) og det betyder at du får bonus når Google skal rangere dig i deres søgeresultater. Så klimabevidsthed går hånd i hånd med gode websites på alle parametre.

Det sidste væsentlige argument for at tænke klima ind når man får lavet en hjemmeside er ganske enkelt: Det er det rigtige at gøre. Uanset Return On Investment og Corporate Social Responsibility strategier. Det er det rigtige at gøre for os allesammen og din egen mavefornemmelse.

Vi kan ikke løse klimakrisen med et enkelt website. Men enten er man på det hold der gør noget, eller også er man på det hold der ikke gør noget.

Få et klimatjek af dit website

Vil du vide hvor meget dit website belaster klimaet? Og få tips til hvordan du forbedrer sitet? Så bestil et klimatjek af din hjemmeside.

Jeg giver dig en vurdering af hvad der trækker ned på din hjemmeside og hvad der kan forbedres. Nogen gange kan meget små ændringer give store forbedringer, andre gang kræver det mere arbejde at lave om.

Hvis du har en god side eller du tager skridt der forbedrer dit site, så giver jeg også gerne en udtalelse om dit sites klimapåvirkning som du kan blære dig med.

Jeg tager udgangspunkt en test fra . Den kan du også hurtigt lave selv hvis du er nysgerrig, kig selv ind.

Tak for din henvendelse. Der er blevet sendt en mail til mig, og jeg vender tilbage. Normalt kan jeg give dig et klimatjek inden for 2 hverdage.

Læs mere om klima og web